En livlig morgen

Sådan må det nødvendigvis være, når man har en lille gravspir i hjemmet.
Hun er her og der og alle vegne, og det er med at passe på, hvor man sætter fødderne, så man ikke får trådt på hende i farten.

Man skal være hurtig,

når der skal tages billeder,

for hun vil helst sidde liiiige klods op af én,

og synes det er lidt mærkeligt,

at de mennesker hele tiden vil have,

at jeg skal sidde helt alene.

Her er det lige inden, Freja rejser sig,

og kommer løbenen med logrende hale over til mig.

Hun er såååå sød, det lille pus :-)

Her er hun på opdagelse inde på Sofie's værelse.

Prøv engang at se,

hvordan kasserne ser ud?

Det ser ud som om lågerne er bulet,

og faktisk måtte jeg lige ind og tjekke det,

da jeg så billederne.

Men der er intet galt med dem,

så det er åbenbart måden lyset falder på,

der gør at de ser mildest talt ramponeret ud :-)

Nååååå, den lille gravspir.

Sidder og ser så sød (og uskyldig) ud,

som hun SLET ikke kunne finde på,

at bide i bordben :-)

Så NU må det være slut.

Nu gider jeg ikke at sidde her mere.

Mærkelig mennesker.

Så ryster vi hovedet,

inden vi ....

i fuld firspring løber over og bliver nusset,

og snuser til det mærkelige apparat,

som hun sidder med.

Men SØD kan hun sandelig også se ud.
Her ser Freja jo næsten lidt ked af det ud. Det udtryk er gravspir-hunde mægtig gode til at sætte op.