lørdag den 5. august 2017

På tur den sidste dag i sommerferien - Bakken og dens historie






Den sidste dag i sommerferien gik turen til Bakken.
Dyrehavsbakken, som ligger i Dyrehaven, ca. 10 km nord for København.


Bakken er ikke kun forlystelser, Cirkusrevyen og gode spisesteder.
Nej, det er også smuk natur og masser af dyreliv.


Bakkens historie går langt tilbage.
Her får du et uddrag af historen, som jeg har fundet HER:

"Besøgende på Dyrehavsbakken tænker nok sjældent på, at de som kildegæster i virkeligheden fejrer sommersolhverv. En fest, der har spor til de ældste historiske tider. Det var denne tradition, der via legenden om en ung pige ved navn Kirsten Piil slog rødder i skovene nord for København i 1583.

Langt op i middelalderen var store dele af Nordsjælland dækket af tætte skove. Her levede fattige bønder i små landsbyer. De var opført i rydninger mellem træerne. Rydninger, der siden har givet mange nordsjællandske byer efternavnet "rød", som Allerød, Lillerød, Birkerød o.l. Både bønder og borgere i byerne levede med rester af folkeovertro, der gik helt tilbage til hedensk tid."





"Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes. I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har gæster Fastelavns mandag”.

Dyrehavsbakken vokser frem. Mellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der  betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på hinanden.

Men der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for ”natfrøkner”.

En tjenestepige i København lod sig aldrig fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur. I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble: ”Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”. Dengang var det det forbudt for tyendet at gå med hat resten af året."




"En kilderejse til Dyrehavsbakken var en omstændelig affære. Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre. Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og pakkede madkurve ud.

Her blev der udskænket vin, punch, øl og brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis blev betjent ved håndkraft.

Disse forlystelser var populære selv på højeste sted. I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle, at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers nærværelse og hulde åsyn endnu større”.

Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.
Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa. Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave."




"Ved kilden mødtes de nordsjællandske bønder med borgere af alle klasser fra København. Alle det klassedelte enevoldssamfunds stænder satte hinanden stævne på Dyrehavsbakken. Der var ikke mange forlystelser i København, og folket var ikke politisk aktive. De kunne samle hele deres energi om den livsvigtige opgave at more sig i den grønne skov.

Men i 1807 blev Danmark involveret i Englandskrigene, der førte til statsbankerotten i 1813. Pengene mellem folk var små, og mindre forlystelseshaver skød op i Københavns nærhed. De mange gøglere søgte andre græsgange, og Dyrehavsbakken sygnede hen.
I 1819 begynder Dyrehavsbakken atter at få fat. Da Danmarks første dampskib, Caledonia, som på grund af sine store skovlhjul blev kaldt ”Plaske-Marlene”, og senere andre dampskibe bliver sat i rute mellem København og Bellevue, blomstrer Bakken igen.
Nu kunne københavnerne sejle hele vejen og derved undgå de støvede og bumlede veje. Unge herrer fik mulighed for at kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad dag på Dyrehavsbakken. Når Caledonia anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk og drog syngende gennem Dyrehaven til Bakken.

Strandvejen var også blevet forbedret, så gående og kørende fik en mere komfortabel transport. Ved De Røde Porte blev gæsterne modtaget af ”børstedrengene”. Lokale drenge, der havde tilkæmpet sig en slags autorisation på at børste de kilderejsendes tøj, der var støvet til under køreturen på Strandvejen.

Nu søgte de udenlandske gøglere igen ud til Dyrehavsbakken i kildetiden. Men efterhånden begynder forlystelseshaven også at ændre karakter. Stadig flere teltholdere søgte op på den nærliggende bakke ved søen, og det gamle centrum omkring kilden kom nu til at ligge i udkanten af forlystelserne. Nu begynder tilnavnet Bakken at afløse Kirsten Piils Kilde. Teltholderne slog sig i stigende grad ned i en rundkreds på toppen af bakken, hvor de lå omkring ”Store Plæne”, der var en græsplæne, hvor gæsterne kunne sidde med deres madkurve.

Her åbnede også den schweizisk-italienske konditor Giovanni Monigatti et stort konditori. Han havde drevet flere populære konditorier på Frederiksberg, hvor han bl.a. havde syngepiger på scenen. På Bakken blev hans telt ødselt udstyret med venetianske lysekroner og smagfuld underholdning. På de store Bakkedage arrangerede Monigatti storslået fyrværkeri. I samtiden skrev et tidsskrift om hans konditori, ”at her kan det højstærede Publikum nyde Chokolade, Lemonade afkølet med Is og himmelske Kager – oh, for hvor meget haver vi ikke de gode Italienere at takke”."




"I 1861 slog en ny teltholder sig ned på Dyrehavsbakken. Det var den 36-årige Johs. L. Andersen (1830-1924). Livet igennem bar han øgenavnet Jøde-Andersen. Det havde han erhvervet, da han tidligere havde været kelner i restaurant ”Jødekælderen” på Højbro Plads. Jøde-Andersen startede som teltholder på Bakken med et øltelt og en cigarkiosk og åbnede nogle år efter et vokskabinet.

Disse aktiviteter skaffede ham økonomisk grundlag for at realisere sin store drøm: at åbne en stilfuld sangerindepavillon på Dyrehavsbakken. Sangerindepavillonerne var blevet den store mode inde i  København. På sit højeste var der over 120 pavilloner i og omkring hovedstaden.

I sæsonen 1866 slog Jøde-Andersen dørene op til Bakkens første sangerindetelt, ”Sans Souci”, som betyder ”sorgløs”. Som i western-film var facaden en flot udsmykket trækonstruktion med store glasvinduer og dannebrog vejende fra en flagstang på toppen. Men bag denne pompøse facade var selve etablissementet dog kun et rummeligt telt. Pavillonen lå på Bakkens fineste adresse ved ”Store Plæne”.

”Sans Souci” blev fra starten en succes, så Andersen åbnede i 1877 ”Bakkens Hvile” og året efter sangerindepavillonen ”Harmonien”. Alle tre steder kvidrede syngepigerne lystigt i kildetiden. I 1888 var entreen 10 øre, og det i en tid, hvor gennemsnitslønnen for en faglært arbejder var omkring 43 øre i timen.

J.L. Andersen blev en af Bakkens største teltholdere, og andre fulgte hans eksempel og åbnede sangerindepavilloner, bl.a. ”Sommerlyst”.

Syngepigerne gav anledning til megen småborgerlig forargelse. Allerede i 1875 gav politimesteren et reglement for sangerindetelte. Pigerne skulle bl.a. være fyldt 18 år. Dette reglement blev skærpet i 1921, hvor pigernes alder blev forhøjet til 21 år. Der blev indført censur af teksterne, og det blev påbudt, at der forrest på scenen skulle opsættes et ¾ alen højt smedejernsgitter for at hindre nærkontakt mellem pigerne og publikum.

Blandt de folkelige forlystelser var også ”Faldgruben”, hvor en professionelt uforskammet mand prøver at provokere Bakkegæsterne til at skyde ham af pinden med en velplaceret bold. ”Faldgruben” er sammen med ”Kraftprøven” en af de få gamle forlystelser, der har overlevet til vore dage. Engang var der fem kraftprøver på Bakken, og ikke sjældent sprængte buksebagen på en ungersvend, der forivrede sig, når den skulle ”op og ringe”.
Ordensmagten fik også bedre forhold. I 1870 blev polititeltet afløst af et permanent skur, hvor Friluftsscenen i dag ligger.

Sankthansaften 1883 fejrede Bakken 300-året for legenden om Kirsten Piil. Det blev en strålende succes. Kronprins Frederik (VIII) og andre medlemmer af kongefamilien besøgte, sammen med tusinder af københavnere, det gamle kildemarked. Bakken var ved at blive voksen, og den gamle guldalderuskyld var ved at klinge af."




"Dyrehavsbakken havde efterhånden udviklet sig til en permanent by af sammenflikkede fjælleboder. En fjælle er det gamle navn på et uhøvlet bræt. Men langsomt ændrede forlystelserne sig.

Den store mode ved århundredeskiftet var varietéerne. Serveringsteatre, hvor artister og kunstnere underholdt i blandede programmer. De fandt også vej til Bakken, hvor rekommandørerne med rivende tungefærdighed præsenterede de ”internationale og fantastiske” selskaber. Ofte var paraden mere underholdende end selve forestillingen.

Gode gøglere er også gode kræmmere. Hvis der virkelig var gang i søgningen til en varieté, blev forestillingen indrettet efter det. Inde i teltet var kunstnerne klar over, at der var kø udenfor. Så efter devisen ”klip en tå og hug en hæl” blev enkelte vers i sangteksterne strøget. Sketcher og vittigheder blev afleveret så hurtigt, at man ifølge den gamle Bakkemand, Oscar Pettersson, kunne få en 45 minutters forestilling ned på 12-14 minutter. Så var der plads til næste forestilling.

En af de ældste nulevende Bakkefolk oplevede som fireårig sin første Bakkesæson i 1922. Det er Julius Olaf Franciskus Hoeing, i daglig tale altid kaldet Julle. Hans far var rekommandør i bl.a. ”Kramers Varieté” og senere i ”Alcazar”. Hans mor sang fra 1924 til 1932 i ”Bakkens Hvile”. Hun var den første, der i 1927 optrådte med den siden så legendariske blomstersang ”Køb blomster – køb blomster”.

Familien boede, sammen med andre Bakkegøglere, i en af de tre-fire primitive gøglervogne, der stod bag den nuværende informationskiosk ved indgangen til Bakken. Dengang var området, hvor parkeringspladsen i dag ligger, en vildsom mose.

Som 7-årig var Julle keglerejser til 2 øre pr. kegle på Bakken, og som 12-årig solgte han is i pausen hos ”Kramers Varieté”. Han blev egentlig uddannet som vinkyper, og det var først i forbindelse med Anden Verdenskrig, at Julle fik sin faste tilknytning til Bakken.
I 1926 blev kildetiden udvidet til 71 dage med åbning den 23. maj. I danseboderne trådtes 10-øres dansen. I ældre tid blev der i København opkrævet 10 øre af hvert dansende par pr. dans. Pengene gik oprindeligt til fattigvæsnet. På Bakken gik de til musikken og blev opkrævet af de såkaldte ”dansemestre”. Forfatteren Flemming Bergsøe beskrev en sådan dansebod i
1952, hvor den sikkert ikke havde ændret sig meget siden århundredets start:

”Jeg kiggede ind i en af de store dansehaller. Det var et langt, halvmørkt rum fyldt med mennesker. Midt i rummet lå et dansegulv omgivet af en rampe, og uden om den stod borde, hvor man drak øl. Lige inden for indgangen var der ståpladser uden danse- og købetvang. For enden af salen, på en forhøjning, sad orkestret, fem mand i hvide silkebluser. De lignede højtstående medlemmer af en eller anden hemmelig loge. Når de havde spillet en dans, råbte en af dem i mikrofonen, hvori han lige havde croonet de ømmeste løfter: ”Kom så hurtigt med tiørerne drenge! Kom så lidt kvikt!”, og en kæmpestor udsmider kredsede rundt på gulvet og dirigerede ved sit blotte udseende alle mand op foran orkestret, hvor de måtte punge ud med tiørerne, før næste nummer begyndte. Dette mellemværende var ordnet på få øjeblikke, men det måtte alligevel virke distraherende, fordi hver dans kun varede mellem 60 og 75 sekunder”.

Raritetssamlinger, hvor der blev fremvist de særeste ting, var populære på Bakken fra tidernes morgen. Flemming Bergsøe besøgte også en sådan samling og kunne fortælle, at der var ”..indtørrede indianerhoveder, søuhyrer og masker af afdøde berømtheder... Jeg fik ro til at studere mærkværdighederne i teltet... “Mumiehoved fra ægyptisk gravkammer. Garanteret 100 % ægte” læste jeg under noget, der for så vidt godt kunne være hovedet af en gammel ægypter. ”Den kinesiske djævlefisk, afstøbning fra Cirkus Barnums samlinger” stod der prentet under en kulørt gipsklump med onde øjne og mange pigge. 

Jeg opgav disse ukontrollable sjældenheder og begyndte at kigge på voksmaskerne af berømte mænd. De lå i et par glasmontrer og var alle meget uhyggelige. De havde parykker af rigtigt hår og i deres tillukkede øjenlåg var stukket lange stive øjenvipper. Voksmaskerne var malede, men farven var enten gusten som gråt fedt eller gul og lyserød som julekonfekt. Rundt om hver maske var svøbt et hvidt gevandt af gaze, rimeligvis for at lede tilskuerens tanker ad både himmelske og hygiejniske baner. Under hvert hoved stod skrevet en lille præsentation af den afdøde”.

”Den danske digter Johannes Ewald var en vild sjæl, fyldt af levende indbildningskraft, men skrantende og svag af legeme”, læste jeg under en grøn-gul maske, der så ud til at være en afstøbning af vor berømte Isak Dinesen (Karen Blixen).

Under et lille, lyserødt hoved stod der: ”Trods de fårede træk en fremragende begavelse”. Det var vokskabinettets kunstner, der indrømmede, at en eventuel mistydning i alle tilfælde ikke kunne bebrejdes den portrætterede, Niccolò Machiavelli.

”Goethes ansigt”, stod der, ”taler skønt stivnet, om sindets storhed”. ”Luther var”, trods maskens påfaldende grågule farve ”en varm og blodrig natur”, og Thorvaldsen, der unægtelig virkede lidt oppustet, ”var ikke nær så smuk som sine værker”."




Ja, dette er blot et uddrag af Bakkens historie.
Du kan læse meget mere HER, og spændende er det.
Ligesom alt historie :-)




Her et bevis på at Sofie ikke længere hører til gruppen af børn.
Hun er nemlig ALT for høj :-)

Vi kom tidligt ud på Bakken.
Vi vidste nemlig ikke, at forlystelser først åbnede kl. 12.00!!!!
Men havde vi googlet det inden, havde vi jo vidst det :-)




Det var imidlertid rigtig hyggeligt at gå rundt på Bakken,
og jeg fik taget masser af billeder :-)




Den legendariske rutschebane.
Ja, op i den, kommer jeg ALDRIG mere.
Prøvede en gang for MANGE år siden,
og var RÆDSELSSLAGEN.

Jeg lider i den grad af højdeskræk,
så rutchebanen er bestemt ikke noget for mig.




Nu da vi var kommet alt for tidligt,
var der jo god tid til at gå rundt i den omkringliggende smukke natur.

Og det gjorde vi så.














Hestevognskørsel er jo noget af det bedste,
og en formidabel god måde at komme rundt i naturen på.






Teamet i juni og juli måned i år var JUL!!!
Så selvfølgelig var der også en Nisseskov,
og den måtte vi jo lige se :-)





Sofie, Freja-vapsen og jeg måtte også lige have taget et billede her :-)







Jeg var helt betaget af de smukke malerier på plankeværket.

Et eventyr i farver, komposition og motiv.








Denne her måtte vi jo også lige prøve.
Se engang Freja-pigen :-)
Er hun ikke sød?




En gøgler hører til på Bakken, 
og ham her var vældig god til at jonglere med bolde.

Egentlig kørte vi på Dyrehavsbakken for at opleve Korsbæk!!!
Korsbæk, som i Matador.
Min YNGLINGSSERIE, som jeg kan se igen og igen.

Men det kommer i et andet indlæg.
Jeg havde jo som sagt taget MANGE billeder,
så de må komme over flere indlæg.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar