Langt op i middelalderen var store dele af
Nordsjælland dækket af tætte skove. Her levede fattige bønder i små landsbyer.
De var opført i rydninger mellem træerne. Rydninger, der siden har givet mange
nordsjællandske byer efternavnet "rød", som Allerød, Lillerød,
Birkerød o.l. Både bønder og borgere i byerne levede med rester af
folkeovertro, der gik helt tilbage til hedensk tid."
"Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig
ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive
helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev
beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende
og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang
var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til.
Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke
slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og
underholdes. I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er
ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har
gæster Fastelavns mandag”.
Dyrehavsbakken vokser frem. Mellem telte og
fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede
den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der betjente harper og guitarer,
keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem
det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter.
Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne
ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første
tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende
rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres
salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår
forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på
hinanden.
Men der var også tid til en dram. En
gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine
efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede
mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse,
at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men
nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der
diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring
kilden, for ”natfrøkner”.
En tjenestepige i København lod sig aldrig
fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur.
I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble: ”Så
skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste
dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”. Dengang var det det forbudt for
tyendet at gå med hat resten af året."
"En kilderejse til Dyrehavsbakken var en omstændelig
affære. Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i
hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens
dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom
først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre. Med grønt løv i hatten drog
selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og
pakkede madkurve ud.
Her blev der udskænket vin, punch, øl og
brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere
og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til
deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive
pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis
blev betjent ved håndkraft.
Disse forlystelser var populære selv på
højeste sted. I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle,
at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik
havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte
sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen
før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de
kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers
nærværelse og hulde åsyn endnu større”.
Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev
de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu
adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en
slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra
Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev
hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.
Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa.
Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den
folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave."
"Ved kilden mødtes de nordsjællandske bønder med
borgere af alle klasser fra København. Alle det klassedelte enevoldssamfunds stænder
satte hinanden stævne på Dyrehavsbakken. Der var ikke mange forlystelser i
København, og folket var ikke politisk aktive. De kunne samle hele deres energi
om den livsvigtige opgave at more sig i den grønne skov.
Men i 1807 blev Danmark involveret i
Englandskrigene, der førte til statsbankerotten i 1813. Pengene mellem folk var
små, og mindre forlystelseshaver skød op i Københavns nærhed. De mange gøglere
søgte andre græsgange, og Dyrehavsbakken sygnede hen.
I 1819 begynder Dyrehavsbakken atter at få
fat. Da Danmarks første dampskib, Caledonia, som på grund af sine store
skovlhjul blev kaldt ”Plaske-Marlene”, og senere andre dampskibe bliver sat i
rute mellem København og Bellevue, blomstrer Bakken igen.
Nu kunne københavnerne sejle hele vejen og
derved undgå de støvede og bumlede veje. Unge herrer fik mulighed for at
kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad dag på
Dyrehavsbakken. Når Caledonia anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud
fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk og
drog syngende gennem Dyrehaven til Bakken.
Strandvejen var også blevet forbedret, så
gående og kørende fik en mere komfortabel transport. Ved De Røde Porte blev
gæsterne modtaget af ”børstedrengene”. Lokale drenge, der havde tilkæmpet sig
en slags autorisation på at børste de kilderejsendes tøj, der var støvet til
under køreturen på Strandvejen.
Nu søgte de udenlandske gøglere igen ud
til Dyrehavsbakken i kildetiden. Men efterhånden begynder forlystelseshaven
også at ændre karakter. Stadig flere teltholdere søgte op på den nærliggende
bakke ved søen, og det gamle centrum omkring kilden kom nu til at ligge i
udkanten af forlystelserne. Nu begynder tilnavnet Bakken at afløse Kirsten
Piils Kilde. Teltholderne slog sig i stigende grad ned i en rundkreds på toppen
af bakken, hvor de lå omkring ”Store Plæne”, der var en græsplæne, hvor
gæsterne kunne sidde med deres madkurve.
Her åbnede også den schweizisk-italienske
konditor Giovanni Monigatti et stort konditori. Han havde drevet flere populære
konditorier på Frederiksberg, hvor han bl.a. havde syngepiger på scenen. På
Bakken blev hans telt ødselt udstyret med venetianske lysekroner og smagfuld
underholdning. På de store Bakkedage arrangerede Monigatti storslået
fyrværkeri. I samtiden skrev et tidsskrift om hans konditori, ”at her kan det
højstærede Publikum nyde Chokolade, Lemonade afkølet med Is og himmelske Kager
– oh, for hvor meget haver vi ikke de gode Italienere at takke”."
"I 1861 slog en ny teltholder sig ned på Dyrehavsbakken.
Det var den 36-årige Johs. L. Andersen (1830-1924). Livet igennem bar han
øgenavnet Jøde-Andersen. Det havde han erhvervet, da han tidligere havde været
kelner i restaurant ”Jødekælderen” på Højbro Plads. Jøde-Andersen startede som
teltholder på Bakken med et øltelt og en cigarkiosk og åbnede nogle år efter et
vokskabinet.
Disse aktiviteter skaffede ham økonomisk
grundlag for at realisere sin store drøm: at åbne en stilfuld
sangerindepavillon på Dyrehavsbakken. Sangerindepavillonerne var blevet den
store mode inde i København. På sit højeste var der over 120 pavilloner i
og omkring hovedstaden.
I sæsonen 1866 slog Jøde-Andersen dørene
op til Bakkens første sangerindetelt, ”Sans Souci”, som betyder ”sorgløs”. Som
i western-film var facaden en flot udsmykket trækonstruktion med store
glasvinduer og dannebrog vejende fra en flagstang på toppen. Men bag denne
pompøse facade var selve etablissementet dog kun et rummeligt telt. Pavillonen
lå på Bakkens fineste adresse ved ”Store Plæne”.
”Sans Souci” blev fra starten en succes,
så Andersen åbnede i 1877 ”Bakkens Hvile” og året efter sangerindepavillonen
”Harmonien”. Alle tre steder kvidrede syngepigerne lystigt i kildetiden. I 1888
var entreen 10 øre, og det i en tid, hvor gennemsnitslønnen for en faglært
arbejder var omkring 43 øre i timen.
J.L. Andersen blev en af Bakkens største teltholdere,
og andre fulgte hans eksempel og åbnede sangerindepavilloner, bl.a.
”Sommerlyst”.
Syngepigerne gav anledning til megen
småborgerlig forargelse. Allerede i 1875 gav politimesteren et reglement for
sangerindetelte. Pigerne skulle bl.a. være fyldt 18 år. Dette reglement blev
skærpet i 1921, hvor pigernes alder blev forhøjet til 21 år. Der blev indført
censur af teksterne, og det blev påbudt, at der forrest på scenen skulle
opsættes et ¾ alen højt smedejernsgitter for at hindre nærkontakt mellem pigerne
og publikum.
Blandt de folkelige forlystelser var også
”Faldgruben”, hvor en professionelt uforskammet mand prøver at provokere
Bakkegæsterne til at skyde ham af pinden med en velplaceret bold. ”Faldgruben”
er sammen med ”Kraftprøven” en af de få gamle forlystelser, der har overlevet
til vore dage. Engang var der fem kraftprøver på Bakken, og ikke sjældent
sprængte buksebagen på en ungersvend, der forivrede sig, når den skulle ”op og
ringe”.
Ordensmagten fik også bedre forhold. I
1870 blev polititeltet afløst af et permanent skur, hvor Friluftsscenen i dag
ligger.
Sankthansaften 1883 fejrede Bakken
300-året for legenden om Kirsten Piil. Det blev en strålende succes. Kronprins
Frederik (VIII) og andre medlemmer af kongefamilien besøgte, sammen med tusinder
af københavnere, det gamle kildemarked. Bakken var ved at blive voksen, og den
gamle guldalderuskyld var ved at klinge af."
"Dyrehavsbakken havde efterhånden udviklet sig til en
permanent by af sammenflikkede fjælleboder. En fjælle er det gamle navn på et
uhøvlet bræt. Men langsomt ændrede forlystelserne sig.
Den store mode ved århundredeskiftet var
varietéerne. Serveringsteatre, hvor artister og kunstnere underholdt i blandede
programmer. De fandt også vej til Bakken, hvor rekommandørerne med rivende tungefærdighed
præsenterede de ”internationale og fantastiske” selskaber. Ofte var paraden
mere underholdende end selve forestillingen.
Gode gøglere er også gode kræmmere. Hvis
der virkelig var gang i søgningen til en varieté, blev forestillingen indrettet
efter det. Inde i teltet var kunstnerne klar over, at der var kø udenfor. Så
efter devisen ”klip en tå og hug en hæl” blev enkelte vers i sangteksterne
strøget. Sketcher og vittigheder blev afleveret så hurtigt, at man ifølge den
gamle Bakkemand, Oscar Pettersson, kunne få en 45 minutters forestilling ned på
12-14 minutter. Så var der plads til næste forestilling.
En af de ældste nulevende Bakkefolk
oplevede som fireårig sin første Bakkesæson i 1922. Det er Julius Olaf
Franciskus Hoeing, i daglig tale altid kaldet Julle. Hans far var rekommandør i
bl.a. ”Kramers Varieté” og senere i ”Alcazar”. Hans mor sang fra 1924 til 1932
i ”Bakkens Hvile”. Hun var den første, der i 1927 optrådte med den siden så
legendariske blomstersang ”Køb blomster – køb blomster”.
Familien boede, sammen med andre
Bakkegøglere, i en af de tre-fire primitive gøglervogne, der stod bag den
nuværende informationskiosk ved indgangen til Bakken. Dengang var området, hvor
parkeringspladsen i dag ligger, en vildsom mose.
Som 7-årig var Julle keglerejser til 2 øre
pr. kegle på Bakken, og som 12-årig solgte han is i pausen hos ”Kramers
Varieté”. Han blev egentlig uddannet som vinkyper, og det var først i
forbindelse med Anden Verdenskrig, at Julle fik sin faste tilknytning til
Bakken.
I 1926 blev kildetiden udvidet til 71 dage
med åbning den 23. maj. I danseboderne trådtes 10-øres dansen. I ældre tid blev
der i København opkrævet 10 øre af hvert dansende par pr. dans. Pengene gik
oprindeligt til fattigvæsnet. På Bakken gik de til musikken og blev opkrævet af
de såkaldte ”dansemestre”. Forfatteren Flemming Bergsøe beskrev en sådan
dansebod i
1952, hvor den sikkert ikke havde ændret
sig meget siden århundredets start:
”Jeg kiggede ind i en af de store
dansehaller. Det var et langt, halvmørkt rum fyldt med mennesker. Midt i rummet
lå et dansegulv omgivet af en rampe, og uden om den stod borde, hvor man drak
øl. Lige inden for indgangen var der ståpladser uden danse- og købetvang. For
enden af salen, på en forhøjning, sad orkestret, fem mand i hvide silkebluser.
De lignede højtstående medlemmer af en eller anden hemmelig loge. Når de havde
spillet en dans, råbte en af dem i mikrofonen, hvori han lige havde croonet de
ømmeste løfter: ”Kom så hurtigt med tiørerne drenge! Kom så lidt kvikt!”, og en
kæmpestor udsmider kredsede rundt på gulvet og dirigerede ved sit blotte
udseende alle mand op foran orkestret, hvor de måtte punge ud med tiørerne, før
næste nummer begyndte. Dette mellemværende var ordnet på få øjeblikke, men det
måtte alligevel virke distraherende, fordi hver dans kun varede mellem 60 og 75
sekunder”.
Raritetssamlinger, hvor der blev fremvist
de særeste ting, var populære på Bakken fra tidernes morgen. Flemming Bergsøe
besøgte også en sådan samling og kunne fortælle, at der var ”..indtørrede indianerhoveder,
søuhyrer og masker af afdøde berømtheder... Jeg fik ro til at studere
mærkværdighederne i teltet... “Mumiehoved fra ægyptisk gravkammer. Garanteret
100 % ægte” læste jeg under noget, der for så vidt godt kunne være hovedet af
en gammel ægypter. ”Den kinesiske djævlefisk, afstøbning fra Cirkus Barnums
samlinger” stod der prentet under en kulørt gipsklump med onde øjne og mange
pigge.
Jeg opgav disse ukontrollable sjældenheder og begyndte at kigge på
voksmaskerne af berømte mænd. De lå i et par glasmontrer og var alle meget
uhyggelige. De havde parykker af rigtigt hår og i deres tillukkede øjenlåg var
stukket lange stive øjenvipper. Voksmaskerne var malede, men farven var enten
gusten som gråt fedt eller gul og lyserød som julekonfekt. Rundt om hver maske
var svøbt et hvidt gevandt af gaze, rimeligvis for at lede tilskuerens tanker
ad både himmelske og hygiejniske baner. Under hvert hoved stod skrevet en lille
præsentation af den afdøde”.
”Den danske digter Johannes Ewald var en
vild sjæl, fyldt af levende indbildningskraft, men skrantende og svag af
legeme”, læste jeg under en grøn-gul maske, der så ud til at være en afstøbning
af vor berømte Isak Dinesen (Karen Blixen).
Under et lille, lyserødt hoved stod der:
”Trods de fårede træk en fremragende begavelse”. Det var vokskabinettets
kunstner, der indrømmede, at en eventuel mistydning i alle tilfælde ikke kunne
bebrejdes den portrætterede, Niccolò Machiavelli.
”Goethes ansigt”, stod der, ”taler skønt
stivnet, om sindets storhed”. ”Luther var”, trods maskens påfaldende grågule
farve ”en varm og blodrig natur”, og Thorvaldsen, der unægtelig virkede lidt
oppustet, ”var ikke nær så smuk som sine værker”."
Ja, dette er blot et uddrag af Bakkens historie.
Du kan læse meget mere HER, og spændende er det.
Ligesom alt historie :-)
Her et bevis på at Sofie ikke længere hører til gruppen af børn.
Hun er nemlig ALT for høj :-)
Vi kom tidligt ud på Bakken.
Vi vidste nemlig ikke, at forlystelser først åbnede kl. 12.00!!!!
Men havde vi googlet det inden, havde vi jo vidst det :-)
Det var imidlertid rigtig hyggeligt at gå rundt på Bakken,
og jeg fik taget masser af billeder :-)
Den legendariske rutschebane.
Ja, op i den, kommer jeg ALDRIG mere.
Prøvede en gang for MANGE år siden,
og var RÆDSELSSLAGEN.
Jeg lider i den grad af højdeskræk,
så rutchebanen er bestemt ikke noget for mig.
Nu da vi var kommet alt for tidligt,
var der jo god tid til at gå rundt i den omkringliggende smukke natur.
Og det gjorde vi så.
Hestevognskørsel er jo noget af det bedste,
og en formidabel god måde at komme rundt i naturen på.
Teamet i juni og juli måned i år var JUL!!!
Så selvfølgelig var der også en Nisseskov,
og den måtte vi jo lige se :-)
Sofie, Freja-vapsen og jeg måtte også lige have taget et billede her :-)
Jeg var helt betaget af de smukke malerier på plankeværket.
Et eventyr i farver, komposition og motiv.
Denne her måtte vi jo også lige prøve.
Se engang Freja-pigen :-)
Er hun ikke sød?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar