2 SLAGS HJERTER
Til begge hjerter skal du bruge to ark papir, du har skrevet og printet: Et med tal og et med bogstaver.
Til det flettede hjerte folder du papiret på midten tegner af efter en skabelon til flettede hjerter. Flet hjertet, og lim hank på.
Det foldede hjerte laves ved at tegne en cirkel på hvert af de to ark papir, ca. 12 cm i diameter. Klip de to cirkler ud, og fold dem på midten. Put lim på den ene halvdel af hver cirkel, og lim de to foldede cirkler sammen til et hjerte. Klip hank og lim på indvendig.
FLAGRÆKKE
Skriv MERRY CHRISTMAS eller en anden julet tekst, f.eks. teksten til en julesalme, på en hel side, og print papiret ud. Klip trekanter af det printede papir i målene: Bredde 11 cm x højde 20 cm. Trekantens spids skal være i bunden af papiret. Fold 2 cm af toppen af trekanten mod bagsiden, og lim flappen fast omkring et stykke snor. Bind en knude på snoren for enden af hver trekant, så de ikke rykker sig på snoren. Brug ca. 30 cm snor i hver side til ophæng. Hæng flagrækken op på juletræet, i et vindue, eller hvor du har lyst.
TIP
Eksperimentér med flere forskellige skrifttyper, så flagene bliver forskellige.
JULETRÆ
Tegn et par forskellige juletræer i fri hånd på karton. De skal være forskellige i størrelse (ca. 12 og 14 cm) og må gerne se asymmetriske og hjemmetegnede ud. Klip skabelonen ud. Lav to ark på computeren: Et med tal i forskellige skrifttyper og et med juletekst på. Print de to ark ud, og lim eventuelt et stykke karton på bagsiden for at stabilisere det. Brug dine to skabeloner til at tegne juletræet over på de printede ark, og klip dem ud. Lav hul i toppen med en spids saks eller en hulmaskine, og træk en snor igennem. Hæng træerne på en smuk gren eller på juletræet.
TIP
Brug også juletræerne som til og fra-kort.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar