søndag den 1. februar 2015

Et sorgens budskab






Da jeg vågnede op den sidste dag i Madison om fredagen,
opdagede jeg straks at der havde været forsøgt flere telefonopkald
til mig i løbet af natten (som jo var tidligt om morgenen i Danmark).

Jeg ringede straks op til Henrik,
som fortalte at vores lille Line-mus ikke var der længere.
Hun var  blevet aflivet om formiddagen,
da hun om morgenen var blevet meget, meget syg.
Hendes krop var ved at sætte ud,
og hun kunne ikke længere,
så Henrik var nødt til at træffe det svære valg,
at få hende aflivet hos dyrelægen.

Én dag fra at jeg kunne være hjemme hos hende!!!!
Én sølle dag!!!
Så jeg kunne have været sammen med Henrik,
og vi sammen kunne nusse om Line,
og få sagt farvel til hende.
Og give hende masser af møsser.

Hun lå i Henriks arme,
da hun fik den beroligende indsprøjtning,
og senere den indsprøjtning, der fik hende til at sove ind.
Så hun lå trygt hos Henrik.
I hans arme, 
og sansede ikke andet omkring hende.

Min lille Line-vaps.




Jeg græd, og græd og græd.
Det var så forfærdeligt .
Det gjorde så ondt.

Min lille pige,
og så var jeg ikke hjemme hos hende.

Jeg ved at hun havde savnet mig,
og ikke helt kunne forstå,
hvor jeg var, og ventede ligesom på
at jeg også kom hjem fra arbejde,
og også gik i seng om aftenen.

Og så nåede jeg ikke at komme hjem til hende i tide!!!!!




Vi har haft hende fra helt lille bitte hvalp.
16 år og 3 måneder blev hun.
Christian var 6 år,
da vi fik hende,
så hun har været en del af familien i mange, mange år.
Det er så tomt uden hende.
Meget tomt.

Det var så mærkeligt at træde ind af døren i går,
og hun ikke var der til at tage imod mig,
som hun har været igennem alle årene.

Flere gange i går skulle vi tage os selv i
IKKE at behøve at tage kaffekoppen med os,
når vi gik fra sofabordet.
(Line KUNNE nemlig ikke lade en kop med kaffe og mælk stå urørt,
og var STRAKS over den, og så kunne man ellers høre lydene,
når hun slubrede kaffen i sig, den trolderik, altså).

Også resterne fra maden,
skulle vi også tage os selv i ikke at give hende.

Åhhhh, hvor er det svært,
og hvor gør det ondt.





Billederne er taget få dage før
Line blev vældig, vældig syg.

De sidste billeder af vores lille Line-pige,
som har det godt nu og ingen smerter har,
der hvor hun er.
Og det er DET vi skal forsøge at tænke på,
når sorgen kommer bølgende ind over os,
og vi igen begynder at græde.

Tænke på, at nu har Line ikke ondt længere,
og at vi fik mange, mange dejlige år sammen.
Line og os.

Men åhhhh, hvor ville jeg ønske
at jeg havde været der.
Været der hos hende.
Hos min lille Line-vaps.

Min lille bedårende, frække, engenrådige, kælne,
trygshedssøgende, og super nysgerrige Line,
som betød ALT for os.

Ære være hendes minde!!!


2 kommentarer:

  1. I'm so sorry to hear your sad news Jeanette and so sudden too. I know how devastating it is to lose a family pet. You must have some wonderful memories of her and I am sure that you are thankful to have shared her life.Enjoy the memories. XXXX

    SvarSlet
  2. Thank you so much for your sweet comment, and yes, I'll try to focus on the memories of her :-) Have a fantastic weekend :-)
    Best
    Jeanette

    SvarSlet